Bestigning af Kilimanjaro – verdens højeste fritstående bjerg
Det startede som en stille tanke – en drøm jeg ikke turde kalde et mål. At stå på det højeste fritstående bjerg på Jorden. At indånde den tynde luft, hvor skyerne ikke længere er over mig, men hele vejen rundt om mig. Jeg ved ikke, hvornår ideen slog rod, men den voksede stille og roligt frem.
Måske er det dumdristigt. Måske er det for sent. Men jeg kan ikke slippe tanken: Hvad hvis jeg bare gør det? Bare booke billetten, finde en tur, der passer ind i min travle kalender – hvor flyvetider, vandredage og penge for en gangs skyld passer sammen – og lade skæbnen afgøre resten.
Kan jeg klare højden? Kan jeg sove i telt? Kan min krop klare det her? Jeg ved det ikke. Men det er netop det, der tiltrækker mig – at turde gøre noget uden garantier. Fordi det er nu eller aldrig. Lige nu har jeg en krop, jeg kan stole på. Den er ikke perfekt, men stærk. Og jeg ved ikke, hvor længe det holder.
Drømmen venter deroppe. Spørgsmålet er: Tør jeg gøre det?
Seks måneders forberedelse
Jeg er nødt til at forberede mig. Ikke bare til højden, kulden og udfordringerne, men for virkelig at kunne nyde hvert skridt. Fordi jeg ved, at jo mere jeg lægger i det nu, jo mere får jeg ud af det deroppe. Så jeg går all in, som jeg plejer.
Træningsprogrammet ligger på køkkenbordet. Styrketræning i kombination med bakketræning, lange vandreture med rygsæk og mine sædvanlige løbeture. Støvler bliver prøvet – ikke bare hvilke som helst støvler, men dem der skal bære mig hele vejen til toppen. Tåsokker, stave, zip-off-bukser. Detaljerne betyder noget.
Rygsækken er fyldt med håndvægte, der venter på at blive skiftet ud med rigtigt udstyr. Ja, rygsækken. Det er vores nye RevolutionRace-produkt, som endnu ikke er færdigudviklet. Tør jeg bruge den? Er den god nok, eller skal jeg tage en anden med?
Vaccinationer bestilles, flypriser sammenlignes, visumregler læses. Hvert praktisk skridt bliver et stille ritual – en del af en rejse, der allerede er begyndt inde i mig. Hver lille forberedelse får mine tanker til at vandre mod bjerget. Kilimanjaro. Navnet føles enormt. Næsten for stort – jeg er nærmest flov over at sige det højt. Hvem tror jeg, jeg er?
Men jeg er draget. Af noget dybere end eventyr. Måske handler det om at føle sig levende. Måske handler det om at bevise noget over for mig selv.
Vi skal gå fra varme til isnende kulde. Gennem regnskove, over hedeområder og ind i gletsjernes stilhed. Vi medbringer kun det allermest nødvendige, men alt skal fungere. Der er ikke plads til skødesløshed. Jeg tænker på denne rejse hver dag – i hvert skridt jeg tager, hver vægt jeg løfter, hver gang jeg binder mine sko.
Bjerget er allerede en del af mig.
Nu tager jeg afsted
Første stop: Arlanda Lufthavn. Jeg møder nogle af mine nye rejsekammerater. Nogle, ligesom mig, rejser alene. Vi kender ikke hinanden, men der er en sitren i luften – et uudtalt "Vi skal klare det her sammen." Vi snakker, griner lidt nervøst og prøver at forestille os, hvordan det hele kommer til at gå.
Så kommer natteflyvningen til Addis Abeba – lange timer i mørket, hvor jeg glider ind og ud af søvnen.
Vi lander tidligt om morgenen, trætte men spændte. Den næste flyvetur til Arusha føles som overgangen til et andet liv. Så snart vi træder ind på tanzaniansk jord, bliver alting virkeligt. Varm, støvet luft hilser os velkommen. Vi bliver hentet i bus og budt velkommen af rejsearrangøren. Der er en kort briefing – regler, instruktioner, retningslinjer. Så aftensmad.
Nervøsiteten sniger sig ind, mens vi tjekker vores oppakning. Der er ingen mulighed for at købe noget nu, hvis jeg har glemt noget. Jeg får en klump i maven, da jeg ikke kan finde min hue. Jeg ved, jeg pakkede den ned.
Klokken 6.00 bliver rygsækkene vejet. Maks fem kilo. Rejsetasken: femten. Jeg er nødt til at begynde at pakke om. Et par stykker tøj bliver vraget. Også adskillige energibarer. Det var ikke gået op for mig, hvor meget det hele vejede. Det er frustrerende – jeg vil gerne være forberedt, men jeg skal også pakke let.
Vi er opdelt i to grupper, hver med omkring femten personer. Vores chefguide, Stefan, kan sit kram. Det er han nødt til at kunne. Vi vandrer i separate grupper, men holder pauser og overnatter sammen, så han kan holde øje med alles tilstand. Ingen får det værre, uden at det bliver bemærket.
Spændingen stiger. Mine tanker snurrer rundt.Kan jeg klare det? Er jeg virkelig godt nok forberedt? Kommer jeg til at fryse?Alt, hvad jeg har tænkt på i månedsvis, er pludselig virkeligt. Det er her, det starter. Det er det, jeg har trænet til.
Nu er det nu.
Første dag på stien
Men så snart vi tjekker ind ved Lemosho Gate, falder der en ro over mig. Noget indeni bliver stille. Regnskoven lukker sig om os – fugtig, levende, dyb. Aber leger i trætoppene. Fugle kalder på hinanden på et sprog, der ikke behøver nogen oversættelse.
Her er vi gæster – små væsner, der bevæger sig gennem noget langt større. Vores skridt bliver instinktivt forsigtigere. Vi går i en række, næsten ceremonielt. Ingen stress. Intet hastværk.Stang, stang – langsomt, langsomt. Det er mere end et ord – det er en tilstand.
Rutinerne tager hurtigt form. Enhver pause har et formål: drikke, spise, tisse, justere lagene. Du planlægger, før du stopper. Hver aften er der et helbredstjek – iltniveau, hvor meget vi har drukket, hvor ofte vi har været på toilettet. Stefan skriver det hele ned i sin lille sorte notesbog. Først fniser vi, lidt flove. Snart føles det helt normalt. Indlysende, endda.
Kroppen er vores vigtigste redskab. Vi er nødt til at lære at lytte til den. Det er den eneste måde at nå toppen på.
Teltene er klar, da vi ankommer til lejren. Maden tilberedes på stedet – varm, enkel og utrolig god. Toilettelte er opstillet til frokostpauser og overnatning. Det er så langt fra komfort, som man kan komme, men det føles helt rigtigt. Alt er gennemtænkt. Alt har sin plads.
Vi vandrer mellem fire og ti timer om dagen. Fem til ti kilometer. Men afstand og tid definerer ikke, hvor svært det er. Højden gør. Akklimatisering. Man kan ikke gå for hurtigt frem.
5.896 meter lyder ikke urimeligt på papiret – det kunne man bestige på en dag – men højden er ligeglad med logik. Kroppen reagerer, som den vil. Nogle mennesker begynder at føle sig syge inden for få dage. Og man kan ikke forudsige, hvem det er.
Jeg spekulerer: Vil det også ramme mig? Har jeg trænet for ingenting, hvis min krop beslutter sig for at protestere?
Kan man lyve? Sige at man har det fint, når man ikke har det? Og hvor farligt er det egentlig? Hvordan ser man forskel på nerver og reel fare?
Jeg er desperat efter at nå toppen. Men jeg ved også, at det eneste, jeg kan gøre, er at følge instruktionerne. Spise. Drikke. Gå på toilettet, når jeg kan. Hvis jeg tisser, arbejder min krop. Og altid: stang, stang.
Jeg er omgivet af dejlige mennesker, men jeg indser, at jeg ikke kan bære deres bekymringer – kun mine egne. Jeg er nødt til at tage ansvar for mig selv. Ånde. Drikke ofte. Gå langsomt. Passe på solen – tag ikke for meget tøj af, ellers bliver du ikke forbrændt. Jeg vil hellere svede end fryse.
I min rygsæk har jeg alt, jeg skal bruge i løbet af dagen. Resten – de varme lag til natten på toppen – er i tasken, som bæres af vores fantastiske bærere.
Det er en hel besætning – over hundrede mennesker – der gør denne vandretur mulig. De bærer telte, mad, vand, toiletter og affald. De bygger lejre, river dem ned og hilser på os med sange og smil. Det er hårdt arbejde, men det er værdsat og rimeligt godt betalt. Og der er noget dybt menneskeligt over det hele. Vi er en del af noget større.
Det her er ikke bare min rejse. Det er vores.
Det tager pippet fra os
Da vi forlader regnskoven og træder ud på Shira-plateauet, ændrer alt sig. Verden åbner sig – og dér er den. Toppen. Kilimanjaro. Bjerget, vi har talt om, trænet til og drømt om.
Det tager pippet fra os. Uvirkeligt. Mægtigt. På én gang smukt og skræmmende. En stilhed breder sig gennem gruppen. Vi mærker det alle: Nu er det virkeligt.
Da vi forlader regnskoven og træder ud på Shira-plateauet, ændrer alt sig. Verden åbner sig – og dér er den. Toppen. Kilimanjaro. Bjerget, vi har talt om, trænet til og drømt om.
Det tager pippet fra os. Uvirkeligt. Mægtigt. På én gang smukt og skræmmende. En stilhed breder sig gennem gruppen. Vi mærker det alle: Nu er det virkeligt.
Vi følger stien nord for bjerget med en vidtstrakt udsigt over den kenyanske savanne. Solnedgangene ser ud som om himlen er i brand. Men det er solopgangene, der rammer os – blødt lys, der sniger sig hen over landskabet og maler klipperne lyserøde og guldfarvede. Det føles uvirkeligt.
Jo højere vi kommer, jo mere ændrer landskabet sig. Planterne vokser lavt og er mere sparsomme. Jorden bliver gold. Farverne falmer fra rødbrun over grå til næsten sort. Og det bliver koldt. Virkelig koldt. Der er frost på teltet om morgenen. Luften stikker, når man trækker vejret.
Min teltkammerat, Penny, bliver et af højdepunkterne på turen. Vi klikker med det samme – samme kaotiske pakning, samme sans for humor. Vi sidder i teltet om morgenen, taler livligt, indser at ingen af os rent faktisk lytter, og bryder så ud i latter. Ægte latter – den slags, der får dig til at glemme, at du fryser. Hun gør alting lettere. Varmere.
I løbet af dagene lærer vi hinanden at kende – skridt for skridt. Om aftenen sidder vi i madteltet og taler om at være her, om livet derhjemme, om valgmuligheder og det, der virkelig betyder noget.
Vi passerer trægrænsen. Så skyerne. Det føles surrealistisk – og samtidigt fuldstændig virkeligt. Enkelheden gør det værdifuldt: at dele vand, bære sit liv på ryggen, at være fuldt ud til stede.
På et tidspunkt må nogle i gruppen vandre tilbage for at hente vand. Det er dér, det går op for en: Vand er ikke bare vand her. Det er guld.
Dagene flyder sammen i en tåge i samme tempo som vores skridt. Vi taler mindre. Går mere i stilhed. Tankerne snurrer rundt, så bliver der stille. Og pludselig er det dagen før dagen. I morgen aften forsøger vi at bestige toppen.
Nu skal vi lytte godt efter. Alt skal fungere. Vi ankommer til lejren kolde, fnisende og nervøse. Vinden pisker mod teltet, så det føles som om, det kan lette.
Det er tidlig aftensmad, kl. 17.30 Så pakker vi til toppen. Så sove. Vi vågner igen klokken 23.00 til morgenmad. Det er så ulogisk, at hjernen næsten nægter at bearbejde det. Instruktionerne hvirvler rundt: Holder vi pause hvert 20. minut? En hue eller to? Pandelampe i jakken eller i rygsækken?
Stefan tjekker alles tøj. Hans budskab er klart: lag på lag, med lynlåse. Nem temperaturregulering. Ingen stop for at rode i rygsækken – det spilder energi. Og tøj vejer mere i din rygsæk end på din krop.
Jeg griner ad mig selv, mens jeg står der i syv lag. Jeg ville ikke fryse. Men jeg kan næsten ikke bevæge mig. Vi beslutter os for fire lag. Det er nødt til at være nok.
Det er her, vi er nu. Næste gang vi pakker vores telt, bliver det efter, vi har forsøgt at bestige Uhuru Peak – 5.896 meter over havets overflade.
Vi har trænet. Vi har forberedt os. Grinet. Frosset.
Nu er tiden inde.
Vi gør et forsøg mod toppen
Ved Gilman's Point føles det uvirkeligt. Vi får skænket varm ingefærte – det bedste, jeg nogensinde har smagt. Men vi kan ikke dvæle. Nogle af os kæmper med højden.
Efter en kort pause bevæger vi os mod Stella Point. Et par stykker vender tilbage. Kroppen taler, og den skal der lyttes til.
Resten af os fortsætter mod Uhuru Peak. Trin for trin. Der er stille nu. Og så, pludselig, dukker skiltet op i det blege morgenlys.
Er vi allerede her?
Har vi virkelig gjort det?
Vi tager billeder. Vi krammer. Vi græder. Skyerne skjuler det meste af Tanzania, men det gør ikke noget. Vi er på Afrikas tag.
5.896 meter.
Nedstigningen
Intet forberedte mig på udmattelsen. Den rammer øjeblikkeligt. Jeg vil sove, men vi er nødt til at blive ved med at bevæge os. Grus glider under fødderne. Hvert skridt betyder noget.
Det er 16,5 kilometer i dag. Over 20 timer på benene. Da vi endelig når lejren, skriger mine fødder.
Næste dag er den sidste – fem timer til Mweka Gate. Vores kroppe bevæger sig på autopilot. For første gang vandrer begge grupper sammen. Pludselig taler jeg uafbrudt. Jeg føler mig stærk. Jeg vil bare gerne ned – få smerten i mine fødder til at forsvinde og endelig drikke den velfortjente Kilimanjaro-øl.
Eventyret slutter med en middag. Alle samles – bærere, guider, vandrere. Bærerne, som er flot klædt på til lejligheden, får deres løn og drikkepenge. For os var denne rejse skelsættende. For dem er det arbejde. Og alligevel er stoltheden umiskendelig. Respekten er gensidig.
Jeg har et par dages safari foran mig, inden jeg flyver hjem. Men alt, jeg virkelig ønsker, er at holde en pause. Ånde. Nå at få mig selv med.
Det her var noget særligt.
Magisk. Stærkt. Utroligt ægte.
Jeg har billeder – mange af dem. Men jeg har også noget andet med hjem i bagagen. En stille sikkerhed. Stolthed.
Jeg gjorde det.Vi gjorde det.
Hjem, taknemmelighed og ny lærdom
Nu, hjemme igen. Kroppen er udhvilet, men sjælen er stadig et sted på bjerget. Og nu føler jeg det igen – en længsel. En nysgerrighed. Hvad er næste trin?
Der er ikke mange toppe tilbage for en som mig – en amatør, omend en stædig en af slagsen. Jeg vil højere op. Men ikke uforsvarligt. Jeg vil have udfordringer, ikke risiko.
Oversigt over turen
Min Kilimanjaro-ekspedition var en otte-dages vandretur, og jeg rejste med Swett. Jeg kan varmt anbefale turen – den er godt planlagt og afvikles professionelt. Flyrejser skal bookes separat. Turen koster omkring 45.000 SEK, plus cirka 11.000 SEK for flybilletter.
Det lyder måske dyrt, men ærligt talt? Jeg ville bytte mange strandferier for en oplevelse som denne.
Ny lærdom
Jeg fortryder ingenting – ikke trætheden, ikke sveden, ikke engang tårerne. Men næste gang tager jeg flere batterier med. Det fungerede at bruge min telefons lommelygte aften efter aften – men også kun lige.
Og chokoladebarer? De fryser til is i højden. En hurtig frysertest derhjemme ville have fortalt mig det. Næste gang bliver det nødder og rosiner.
Bare endnu et kapitel i historien om uperfekt – men perfekt – pakning.
Jeg vil blive ved med at være nysgerrig. Blive ved med at være modig. Blive ved med at rejse – også alene. Vove at drømme – og gøre drømmene til virkelighed.
Fordi minder for livet ikke skabes, når alting er nemt. De skabes, når du tør. Når du står over for noget, der føles for stort, for højt, for usikkert – og gør det alligevel.
Det er dét, livet handler om.
